I denne episode møder vi Mette, som har haft et liv med psykiske problemer og ikke haft nogen at tale med det om.
Mette har oplevet at blive bortadopteret som barn og altid har gået med en følelse af ikke at føle sig elsket og god nok for den hun er.
Hun var meget alene og det var et stort tabu at have det svært. På overfladen måtte tingene gerne se pæne ud og der blev aldrig talt om følelser eller hvordan Mette egentlig havde det.

Mette har derfor fra en tidlig alder kun følt hun har kunnet være sig selv, når hun kunne være sammen med sine heste.
Vi hører også hvordan 11 dødsfald i familien og en alvorlig hesteulykke, samt mere end 10 år med medicinering og lykkepiler, har sat sine spor og hvordan det har formet hende til den hun er i dag.

Jeg ønsker dig rigtig god læsning og lytning, og retter en stor tak til Mette for hendes mod og lyst til at dele med os andre.

DET FORUNDERLIGE: Om at bukke rør til amerikanerbiler, når nogen krammer helt vildt meget og det bare er lidt akavet men alligevel dejligt, at finde trøst hos dyrene, samt om at glæden skal komme indefra

SPILLETID: 52 minutter 46 sekunder

METTE HAR OGSÅ BESKREVET SIN HISTORIE PÅ SKRIFT- KLIK HER FOR AT LÆSE DEN:

Q: Du har en historie – hvad får dig til at dele den med andre?

Den største årsag til at jeg gerne vil dele min historie er, at jeg har mærket på egen krop hvor stort et tabu psykiske problemer er. Og jeg har oplevet, som voksen, at det der hjalp mig til at være et godt sted i dag, netop var ikke at gøre det til et tabu…At turde åbne for hvad det ofte ”blot” er – nemlig helt normale følelser – helt almindelige menneskelige udfordringer.

Jeg husker fx, da jeg som 20 årig blev ramt af stress og en depression, da var mine forældre af den bedste overbevisning, at det var bedst at holde kortene lidt tæt ind til kroppen vedrørende min depression og psykiske problemer. Jeg ved, at mine forældre var opmærksomme på hvad andre tænkte om dem og mig og har selvfølgelig villet beskytte mig mod rygter og mobning.
Det gjorde dog bare, at det fik mig tidligt til at føle en skam og skyld over at have det som jeg havde det og frygtede virkelig at jeg ville blive stemplet som sindssyg fordi mine helt naturlige følelser blev undertrykt. Meget af det var jo blot et behov for at blive rummet og set for den jeg var og blive mødt.
Det, at jeg ikke kunne dele mine frustrationer med nogen gjorde mig ked og at jeg ofte græd meget. Jeg og ikke vidste hvad jeg skulle stille op med det – det var så forvirrende og frustrerende fordi det var inde i mig at jeg havde en masse tanker, der for rundt.

Så jeg ønsker, at ved at dele mine oplevelser og fortælle hvad der hjalp mig gennem det, at det måske kan inspirere eller hjælpe andre til at turde tale om at have det svært og finde mere mod til at finde deres egen glæde på trods af det, der har været udfordrende.

Q: Fortæl lidt om din opvækst og hvor du er i dag?

Jeg kommer oprindeligt fra Soul i Syd Korea hvor jeg blev født. Jeg formoder, at min biologiske mor ikke var i stand til at opfostre mig, for da jeg er 8 måneder gammel bliver jeg fundet foran en politistation i en papkasse, med en seddel med mit koreanske navn og fødselsdato på. De lokale myndigheder placerer mig på et børnehjem og da jeg er 13 måneder gammel bliver jeg adopteret til Danmark. Jeg har ikke kendt mine biologiske forældre, men har heller ikke haft et stort behov for at skulle opsøge dem og grundet omstændighederne vil jeg ikke tro det er muligt at finde dem, da der ingen officielle optegnelser og spor har været af dem.

Jeg er enebarn og opvokset på landet på en stor gård i Vallø, hvor mine bedsteforældre boede på den gård, som mine forældre ejede. Mine forældre byggede et ekstra hus på grunden og jeg vokser op i et landligt miljø og har min daglige gang på gården, med både heste, grise, køer, høns og ænder. Selve gården var økologisk drevet og vi var næsten selvforsynende. Min mor var sygehjælper og arbejdede med psykiatrien og ældreomsorg. Min far lavede udstødningsrør til amerikanerbiler, som den eneste i landet, der kunne fremstille dem. Han købte en bukkemaskine hjem fra USA og jeg har derfor også været med på en del biludstillinger med ham.

Jeg gik i folkeskole i Strøbyskolen og var sidenhen på Sydvestfyns erhvervsefterskole, som en 10.klasse. Sidenhen, som 18-årig, flytter jeg hjemmefra og finder en lejlighed i Køge, som jeg bor i mens jeg går på handelsskole. Jeg vælger dog at droppe ud efter 1. år og går i lære som salgsassistent i Jysk, hvor jeg efterfølgende tager deres lederuddannelse. Jeg bruger et par år i detailhandlen, tager en læreplads indenfor kontor og administration og læser ved siden af dette til ejendomsmægler.
I dag arbejder jeg som sagskoordinator indenfor ejendomsmæglerbranchen, har ikke nogen børn, og nyder at bo alene i min lejlighed I Rødovre.

Q: Hvad husker du tydeligst fra din opvækst?

Jeg husker mest, at jeg var ulykkelig som barn og teenager. Jeg var en stille pige, genert og græd meget, især når andre ikke så det.
Ofte var jeg bange for ikke at være god nok og følte mig forkert. Og gik med en følelse af frygt for at miste min familie og mine kæledyr.
Jeg har altid prøvet at tilpasse mig i håb om at andre mennesker ville kunne lide mig og acceptere mig. Og i dagligdagen gjorde jeg derfor meget for at være pligtopfyldende og ”korrekt”.
Jeg hadede mit asiatiske udseende fordi jeg følte mig anderledes – jeg kunne blive helt gal når jeg så mig selv i spejlet og blive enormt frustreret over jeg ikke følte det var mig jeg så i spejlene. Det miljø jeg voksede op i “passede” ikke til mit udseende. Hver gang jeg så mig selv, dagligt, blev jeg jo konfronteret med mit ophav og det at jeg var uønsket – og på så grundlæggende et tidligt plan ikke følte mig elsket. Den måde jeg blev forladt foran politistationen kan sammenlignes lidt med at sætte skrald ud til afhentning…Selvom det formentlig har været i kærlighed min biologiske mor har efterladt mig, og sikkert pga. fattigdom og for at kunne give mig et bedre liv, så har det sat sine spor.
Derfor forsøgte jeg også ihærdigt at tilpasse mig og være en god datter, en god elev, en god ven for netop at føle mig elsket, men på trods af dette, så følte jeg mig alligevel ikke tilstrækkelig god nok til mine omgivelsers kærlighed og accept.

Der var ligesom et tema i min opvækst med at miste og ikke føle jeg hørte til.
Og en ting er at miste sin biologiske familie på den måde jeg gjorde det – som kan sætte sine spor – men jeg har også mistet en stor del af min adoptivfamilie i en al for tidlig alder til kræft og en tragisk bilulykke. Vi oplevede faktisk 11 dødsfald i familien i min opvækst, og der var nærmest årligt begravelser over en lang periode. Hver gang vi kom oven på igen og hverdagen begyndte at være mere normal og glædesfyldt, så kom der endnu et dødsfald. Så jeg fik en oplevelse af, inde i mig selv, at vi åbenbart ikke måtte have det godt. Og jeg har så tænkt, at det var min skyld og derfor måtte jeg ikke føle glæde – hver gang der var noget godt – så mistede jeg igen…

Så jeg frygtede hver dag at skulle miste og blive efterladt…Jeg har haft det rigtig svært ved at være alene…Jeg var så bange for at folk forlod mig – bare som når min mor skulle på aftenvagt, blev jeg decideret angst for at hun ikke kom hjem igen.
Og samtidig med, at jeg ikke har lært at udtrykke det følelsesmæssige og blive mødt på de behov, så har jeg altid følt mig skyldig og tænkt jeg ikke var god nok og fortjente at føle glæde og være elsket…
Kombinationen af, at jeg har følt mig kasseret og at der ikke var plads til at få luft for de følelser der har fulgt med har helt klart været det der har påvirket mig gennem hele min opvækst.

Q: Hvad sker der af markante ting, som har præget dit liv?

Efter en barndom og teenagetid med at have det svært indeni, så sker der det, at som 20 årig kollapsede det for mig. Jeg kunne ikke stoppe med at græde, og havde allermest lyst til at dø for at slippe for den smerte og frygt jeg følte. Jeg kunne ikke holde alle mine tanker ud.

Min mor tog mig til lægen og det er flere gange oppe at vende om jeg skal indlægges på psykiatrisk fordi de vurderede mig som selvmordstruet. Men pga. min mors arbejde i psykiatrien og kendskab til det fagområde, vælger de ikke at lade mig indlægge, da hun godt kan varetage den “pasning” der var behov for.
Jeg blev henvist til adskillige psykiatere, som mest af alt blot stillede nogle få spørgsmål for så at starte mig op på antidepressiv medicin eller øge min dosis. Siden blev der suppleret med nervemedicin og sovepiller. Jeg var decideret dopet og gik rundt som en zombie og fik sværere ved at mærke mine følelser, men havde samtidig en uro indeni der ikke blev bedre. Jeg følte jeg så på mig selv gennem en rude og ingenting kunne føle andet end tomhed. Det eskalerer gennem 10 år og særligt nætterne var de værste hvor jeg panikkede og græd i flere timer indtil jeg var så udmattet at jeg faldt i søvn. Det gjorde bare ondt indeni og jeg kunne ikke holde mine tanker ud, men kunne heller ikke flygte fra dem – for de var jo indeni mig.

I mens alt der her står på, så lever jeg så vidt muligt et helt almindeligt liv udadtil – så omgivelserne vidste oftest ikke hvor slemt jeg havde det. Selv gennem skoletiden, under uddannelse og senere hen arbejde, turde jeg ikke fortælle det.

Jeg har helt klart opbygget og haft et lavt selvværd og følelsen af mangel på kærlighed. Og det kommer særligt til udtryk sammen med de kærester jeg har haft. Jeg havde selv oplevet, at kærlighed hjemmefra ofte var noget materialistisk – at når man holdt af hinanden, så fik man gaver. Jeg giver derfor også ofte gaver, støtter mine kærester med penge og pleaser dem nok mere end hvad sundt er fordi jeg også var bange for at miste dem. Den omklamring har de haft svært ved at håndtere samtidig med jeg havde mange følelsesmæssige udsving. Når jeg “blev for meget” har det resulteret i at de har reageret meget voldsomt med voldsomme skænderier og utroskab til følge.

I starten af trediverne begynder jeg at få det rigtig skidt på arbejdet. Jeg er en dag så dårlig at jeg begynder at ryste, får synsforstyrrelser og kan nærmest ikke stå på benene.
De to efterfølgende døgn, kan jeg nærmest ikke stå ud af sengen, jeg kaster op så snart jeg rejser mig og har koldsved. Jeg kontakter vagtlægen, som finder ud jeg faktisk har abstinenser…Jeg havde ikke flere piller og havde ikke nået at forny min recept, så min krop var simpelthen i gang med at afgifte sig selv.
Jeg fik et kæmpe chok da jeg følte at al den medicin, som jeg havde taget igennem 10 år, egentlig gjorde mig mere syg end rask. At kroppen kunne reagere så voldsomt pga. få dage uden medicinen, var skræmmende.

Jeg lovede derfor mig selv aldrig mere at fylde min krop med den slags piller igen. Siden den dag har jeg været uden medicin. Det var noget af en kamp, men jeg vidste det var rigtigt, for det første der skete var, at jeg opdagede jeg kunne føle igen. Pludselig – uden medicinen – lagde jeg mere mærke til mine følelser og kom ud af min zombietilstand.

Jeg begyndte at kunne differentiere en smule mellem glæde og sorg, og indimellem føle mig levende igen.
Og det var her jeg for alvor fik set min opvækst, mig selv og hvordan jeg egentlig ville leve mit liv i et klarere perspektiv.

Der kommer så en skelsættende begivenhed i februar 2009, som 32-årig, hvor jeg skal trække heste ind fra folden. Der lyder et højt knald tæt ved og hesten jeg står med stejler og får væltet mig omkuld. Jeg lander forkert på ryggen, hvorefter hesten løber over mig og sparker mig i hovedet.
Jeg husker ikke så meget andet end jeg lå der og troede jeg var blevet lam da jeg ikke kunne rejse mig.
Jeg kan huske at sneen bliver helt rød og da jeg tager mig til munden får jeg tandstykker i hånden. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg ligger i sneen inden jeg bliver fundet, men bliver heldigvis fundet og kommer på skadestuen og bliver behandlet.

Sygeplejepersonalet spørger selvfølgelig hvem der skal kontaktes og trods jeg nærmest ikke kunne huske hvad jeg selv hed mens jeg lå der, så bad jeg om at min bedste veninde skulle kontaktes, samt mine forældre. Det interessante her var, at min veninde kom omgående, men mine forældre dukkede ikke bare lige op selvom de også havde fået fortalt hvor alvorligt det stod til med mig. Min veninde ringer derfor og spørger hvor de blev af, og deres svar var, at de skulle lige gå med hunden og spise aftensmad inden…
Jeg husker, at jeg blev dybt ulykkelig over den meddelelse. Det tog mig flere år at finde ud af hvorfor de ikke kom med det samme. Og da de endelig kom, var det allerførste min far spurgte mig om:

”Hvor er din bil henne Mette?” …

Jeg blev rigtig ked af, at de ikke spurgte til mig, og kun spurgte hvor bilen var – en bil, som de havde givet mig.
I perioden efter min ulykke fik jeg desværre angst, og var i genoptræning igennem halvandet år og var til tandlægen mere end jeg nogensinde har været i hele mit liv.

Q: Hvad var sværest ved at være dig?

Det sværeste var helt klart, at jeg så mig selv som et skidt menneske. Det, at jeg var bange for at miste og at jeg ikke kunne fortælle nogen om det, gjorde at jeg troede det åbenbart var forkert at jeg havde det sådan.
Så som voksen og under uddannelse og karriere, tænkte jeg ofte på om arbejdsgiverne mon ville have mig?
Kunne jeg nu også finde ud af det og ville de synes jeg var god nok?
Og så det, at jeg er vokset op i en familie og omgivelser hvor vi udadtil havde alt det materielle og opførte os ”pænt” og ikke var så vante til at vise de andre sider af livet – de dele hvor det ikke altid går så godt.

Så følelsen af, at jeg ”burde” jo være glad når nu jeg har ”alt” udadtil, har været rigtig svær. Jeg tænkte tit, om jeg bare var utaknemmelig – der måtte være noget galt når jeg ikke bare var ”normal”. Og som ung pige var det svært, at komme fra et andet land og at føle mig anderledes fordi jeg tit var ked af det. De andre børn kunne ikke helt forstå det, og det blev til fordomme.
Og de voksne sagde ofte – ”Nu må du vel også snart være rask?”

Q: Hvilke erkendelser har du gjort dig i din proces?

På bagkant af hele denne proces til i dag – 5 år efter ulykken med hesten – har jeg fået en helt anden og mere observerende forståelse af mine omgivelsers og forældres reaktionsmønstre og grunden til jeg har haft det sådan.
Jeg har fundet ud af, at det har været en udfordring for dem og rigtig svært at rumme de følelser der har været på spil. Jeg kan godt se, at selvom mine forældre har været så kærlige og omsorgsfulde de kunne, så har de jo heller ikke lært at tale om følelser og de måder jeg måske har haft brug for at blive rummet på, har ikke været mulige.
De har i bedste mening forsøgt at anerkende mig og vise de holdt af mig på deres måde. Det har så ofte kommet til udtryk, på et materialistisk plan, på den måde de nu kunne, som fx ved at forære mig en bil.
Jeg havde bare også brug for en anden type kærlighed og en dybere rummelighed over for mine følelser.

Jeg kan huske, at der ikke rigtig blev talt om det der var svært, som fx ved konflikter – der blev lagt låg på – og derfor lærte jeg ikke at rumme mig selv og at tackle det der fyldte. Når vi
Jeg kan se, at de ikke har kunnet rumme den smerte og bekymring de har haft omkring mig og at det har været svært for dem at håndtere når noget stort og svært ”igen” skete for mig.
Og så har det nok også svært for dem at have et barn, der stak udenfor – at de ikke har kunnet opdrage et ”normalt” barn – en der opførte sig almindeligt…

Og det at der var en anerkendelse og anseelse ved at være “en pæn pige” og at få gode karakter i skolen, har været et kæmpe pres for mig, og har været med til at jeg følte jeg ikke var god nok som jeg var.

Jeg har indset, at de ikke havde overskuddet og modet til at mærke efter og selv lukke op for deres følelser. Og det er i dag helt okay – for de har selv haft en hård barndom uden meget omsorg og kærlighed, og uanset hvor højt de elsker mig, har de bare haft svært ved at vise det følelsesmæssigt. Det er tydeligt i dag, at der har været meget dysfunktionalitet og følelsesmæssig afstumpethed. Det kom til udtryk i så simpel en hverdagssituation, som at man kun gav hinanden hånd til familiekomsammener og aldrig krammede. Eller at vi faktisk aldrig har sagt højt til hinanden, at “jeg elsker dig”.

Det var først som voksen, da jeg indså at jeg ikke kunne få mine forældres følelsesmæssige anerkendelse, at det hjalp mig til at hele op og komme fri af sorgen jeg tit gik med…Da jeg gav slip på behovet og indså, at jeg skal elske mig selv, indefra, så ændrede det sig. Behovet for anerkendelsen har netop været med til at få mig til at tilpasse mig og gøre ting på en bestemt måde for at passe ind…

I dag har jeg lært at stoppe op når jeg føler mig forladt og ensom og frygter ikke at være holdt af. For nu ved jeg det stammer fra adoptionen, nyt land, anderledes udseende, manglende plads til at kunne være mig selv og den her ikke-accept fra omgivelserne af at have det som jeg havde det.

Hvis jeg havde den dybere forståelse for mine forældre da jeg var barn, som jeg har nu, tror jeg det havde været anderledes. Hvis jeg var blevet mødt med en type åbenhed og forståelse, ville jeg ikke have følt mig så forkert og skamfuld, som jeg gjorde den gang.

Og så slutteligt fandt jeg ud af, at dyrene var så betydningsfulde for mig – og at det var så stor en sorg at miste evnen til at kunne ride pga. ulykken – fordi det var mit eneste frirum til bare at være mig selv – hvor der ikke var noget der forventedes af mig…Der var ingen krav, ingen pæn opførsel – bare ridning og tid for mig selv.
Jeg brugte mine heste som terapi. Mit samvær med dyrene gjorde, at jeg kunne slippe for alle mine tanker momentvis, og gav min hjerne fri nogle minutter, fri til at være “normal” og nyde bare at være til uden at være dybt frustreret og ulykkelig.

Q: Hvordan fandt du styrken i dig selv til at komme ud på den anden side?

Jeg tror, at hver gang jeg har ramt bunden og ikke har følt jeg har kunnet kommet videre, så har der været et skift i min krop og tanker. Der kom en indre stemme, som fortalte, at du “skal ” gøre det for der er andre, som det vil påvirke i dit liv…Den gang var det helt klart en indre drivkraft, som kom af at jeg har været præget af pligtopfyldelse og gerne villet gøre det godt for mine forældre og andre. Så selvom det måske har haft sine årsager og udfordringer at jeg har haft en pligtopfyldelse, så har den pligtfølelse gjort, at jeg har fået det til at give mening at skulle arbejde mig op igen og få hverdagen til at fungere…Det at jeg kunne hjælpe andre i familie og job gav mig værdi og en form for mening, trods alt…

Jeg havde som nævnt en periode hvor jeg faktisk slet ikke havde lyst til at være til længere…og igen her var det tanken om hvad det ville gøre ved mine forældre og nære, hvis jeg ikke længere var her…At de ville blive knuste…Derudover havde jeg mit arbejde og kollegaer, og hvis jeg ikke var der mere, så gik det også udover dem…Det drev mig til at gå på arbejde…

Jeg følte egentlig ikke dengang, at jeg havde ressourcer til at tænke på hvordan jeg skulle være glad, men mine tanker om andres forventninger til mig var det der drev mig fremad, trods al det negative og at dagene bare skulle klares.
Det er først i dag at jeg har fundet overskuddet. Og ligeledes øvet mig i at skifte til et nyt mindset, med at turde tillade mig selv at være glad…Jeg indså bare, at det ikke nyttede at blive ved med at gøre og tænke som normalt, da det tilsyneladende ikke gavnede mig. Jeg besluttede mig derfor for at det ikke længere var gavnligt at ryge i depressive huller igen og igen…Jeg valgte, at jeg hver dag skulle forsøge at være lidt gladere og hvis jeg bare kunne græde lidt mindre end jeg plejer, så var det et skridt fremad….

Jeg kunne derfor se en progression og brugte derfor de nye fremskridt til at tænke på hvordan jeg mon så kunne øve mig i at være glad, når nu jeg aldrig var det. Og samtidig gik det op for mig, gennem ulykken, hvor hurtigt livet faktisk kan slutte. Det fik mig til at tænke på at være taknemmelig…at det var en god idé at øve mig i at nyde det jeg trods alt har i mit liv…At minde mig om, at min krop virker…At jeg kan gå…At jeg kan smile…

Q: Hvad gør du i dag for at finde og bevare din livsglæde?

I dag deler jeg mine tanker og følelser for at få luft og plads inden i. Jeg bruger relationer, som har samme forståelse – som møder mig uden at dømme – og så tillader jeg mig selv at græde uden at have det dårligt med det.
Jeg bruger vejrtrækningen til at få ro på når der er indre uro og øver mig i at være nærværende. At komme tilstede i de ting jeg gør og de mennesker jeg omgås. Førhen flakkede jeg nemt og havde ikke lært hvordan man er bevidst tilstede.

Jeg holder også et bevidst fokus på de ting, som gør mig glad og giver mening i mit liv. Jeg er meget opmærksom på, hvad der gør mig godt og sammen med hvilke personer jeg opbygger energi og hvem, der dræner mig.

Jeg prøver hver dag at finde bittesmå ting at glæde mig over. Når jeg bare føler en dybere lykke et minut eller to i løbet af dagen, så er det et skridt i den rigtige retning.
Jeg arbejder også bevidst med, at skabe min nye identitet – gøre mig fri af rollen, som “hestepige” – for jeg er meget andet end det.

Jeg har det i dag bedre end nogensinde. Jeg føler jeg er i live på godt og ondt og ved, at glæden ikke kommer ved kun at være glad, men ved at turde være med det der er og så gøre det, som føles rigtigt for mig – og ikke handle ud fra en frygt. Jeg græder sjældent og griner mere.

Jeg var meget heldig at overleve min hesteulykke, så jeg har haft mine prøvelser. Jeg oplever derfor nogle mén, såsom migræneanfald, lidt nedsat hukommelse, nedsat bevægelighed i nakke og ryg, og følelsesforstyrrelser i balder og baglår – men på trods af det, så er jeg alligevel glad og tilfreds.

Min angst er næsten væk og lever i dag et rigtig godt liv og arbejder fuldtid.

Jeg er som voksen kommet frem til og har oplevet på egen krop, at lykke kommer indefra og kan aldrig købes for penge.

Q: Hvad er dine bedste råd til andre, der oplever lignende smerte i livet?

Mit bedste råd til andre med psykiske problemer er, at tale åbent omkring det. Det er ingen skam og der er tusindevis af andre, som har det på samme måde, som gerne vil lytte og dele deres tanker og følelser. Sammen er man stærkere! Søg dem, som kan hjælpe dig bedst – der skal være kemi og forståelse hos dem du søger hjælp hos.

Tag den tid det tager at få det godt igen – vær tålmodig og se din proces, som en tid hvor du får stor indsigt i dit eget liv og lærer dig selv rigtig godt at kende. Når du kommer ud på den anden side, er du stærkere end nogensinde før!
Det kan være en lang og svær rejse, men søg efter det gode i tilværelsen, og sig til dig selv du er den vigtigste person i dit liv, og behandl dig selv som du ville behandle din bedste ven.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *