Denne episode handler om en meget personlig historie fra min gæst Karina, som har dækket sig til med følelsesmæssige panserplader for at beskytte sig selv mod at blive afvist og ikke føle sig elsket.

Hun er opvokset i et hjem hvor materielle goder og at skulle leve op til nogle særlige idealer har præget hendes liv.
Karina har aldrig hørt fra sin far, at han elsker hende og fik fra tidlig alder at vide hun skulle være den bedste til alt hvad hun laver.
Der blev ikke talt om følelser og selv da Karina skrev et brev til sin far og udtrykte sit behov for at høre hvorfor han ikke siger, at han elsker hende, så fik hun intet svar fra ham.

Det har gjort, at Karina har hungret efter kærlighed og at føle hun var god nok inderst inde. For det der blev lagt vægt på var de gode karakterer og at hun var “den pæne pige”, som altid skulle gøre det rigtige.

lukket hjerte bange for følelserI sit voksne liv har hun derfor lagt flere og flere beskyttelseslag – panserplader – uden på sig selv fordi hun er blevet brændt hver gang hun har villet have kærligheden fra de nære.
Så hun lærte, at for at få opmærksomhed, kærlighed eller illusionen om at føle sig god nok, så skulle hun indordne sig og “finde” sig i andres opførsel og “følge med uden at sige fra” – med konsekvensen at lukke ned for sine egne følelser.

Karina har derfor også tiltrukket og fundet adskillige kærester, der mindede om hendes far. De bestemte, var dominerende og var med til at nedbryde hendes eget værd.
Men “så længe jeg gør det de gerne vil have, så kan de jo lide mig”…og derved accepteret at være i dysfunktionelle forhold i håbet om at få kærlighed og få fortalt fra dem at de elsker hende…

Karina får dog en dag nok og går så over i modsatte grøft og bliver selv den dominerende og bestemmende for ikke at mærke sig selv og den sorg hun gik med. Samt for ikke at blive “brændt” igen og igen fordi det inderst inde gjorde ondt, at søge kærligheden hos andre, som hun havde lært den skulle søges.

Karina oplever oven på alle disse udfordringer, som 30-årig, at få fysiske problemer, hvor hun indser, at der er en sammenhæng mellem krop og psyke og at hendes tristhed, ensomhed og manglende livslyst skyldtes, at hun havde lagt så mange barrikader oven på sig selv, samt at hun kunne komme skavankerne til livs ved at åbne op for sit eget indre.
Og begynde at turde mærke den dybere kærlighed. At øve sig i at tåle at folk de krammede hende længe og have tillid til at folk vil hende det godt.

Hør Karinas inspirerende historie og hvad hun gjorde for at få det godt igen, at turde være sårbar og give slip på behovet for at få anerkendelsen udefra.

En stor tak til min gæst i denne episode for at ville dele og tusind tak til dig, der lytter med.

DET FORUNDERLIGE: Når du råber under vandet kan ingen høre dig, det er hårdt at være en sur kælling, at suge opmærksomhed til sig som en svamp, samt at være udbrændt som 17-årig.

SPILLETID: 1 time 39 minutter 24 sekunder

KARINA HAR OGSÅ BESKREVET SIN HISTORIE PÅ SKRIFT- KLIK HER FOR AT LÆSE DEN:

Q: Du har en historie – hvad får dig til at dele den med andre?

Alle har en historie. Indholdet i mange af historierne er forskellige, mens andre ligner hinanden og nogle er så unikke at de fleste mennesker slet ikke har muligheden for at forstå at visse situationer overhovedet har foregået. Fællesbetegnelsen for alle disse historier er ofte resultatet – nemlig en eller anden form for psykisk problemstilling der udløser forskellige reaktionsmønstre, men også blokeringer – og her mener jeg fortidens oplevelser, som påvirker nutidens jeg – negativt.

Min historie ligner helt sikkert mange andres – nogle barndomstraumer, som stadig i dag påvirker mange af mine valg og styrer mange af mine reaktionsmønstre.

Hvorfor jeg ønsker at dele min historie, udspringer fra en situation, som vel godt kan betegnes som ”rock-bottom”.

For mig har det ikke nødvendigvis været svært at tale om de ting der gjorde mig nedtrykt/deprimeret, men ofte mødte jeg modstand fra min omverden. De ville ikke høre det. Nogle venskaber sluttede pga. min evige snak, andre blev ”fodret” af det, således at det eneste samtaleemne muligt mellem mig og mine relationer, netop var hvor skidt det hele stod til og hvor forfærdeligt livet egentlig var.

Jeg havde det faktisk ret godt med at tale om de negative ting, jeg levede i det, dyrkede det, og det blev en stor del af min personlighed – eller det troede jeg i hvert fald at det var.

Det faldt mig nemt og trygt at tale om disse ting – de blev en tryghed – fordi; det er da nemt at sige jeg har det sådan-og-sådan fordi det-og-det skete, eller den-og-den gjorde eller sagde noget. At skylde skylden på andre og andet end mig selv, var min livret. Det var synd for mig, syntes jeg, det er ikke min skyld sagde jeg. Og jeg tænkte tit; det går bare altid ud over mig.

Det der er virkelig svært, er ikke at tale om de dårlige ting, det er at indse, at man selv har valgt at gøre dem til hovedpersonen i ens liv.

I sidste ende er det et valg – og nu har jeg valgt noget andet.

Heraf min historie.

Q: Fortæl lidt om din opvækst og hvor du er i dag?

Jeg blev født i 1981, voksede op på landet, men dog ikke med gårdens dyr og alt det der normalt følger med i livet på landet. Mine forældre havde valgt huset på grund af udsigten tror jeg, for selve grunden var ikke ret stor.

Mine forældre har i det meste af deres liv været selvstændige, og har altid haft den opfattelse at man skal knokle sig ”tops”. Men skyggesiden af toppen, er jo at der ofte sniger sig en lyst ind til at vise det frem for andre, således at man kan blive set og måske endda også beundret på en eller anden måde.

Så jeg er vokset op med 5-stjernede restauranter og ture i det kongelige teater. Til den type aktiviteter, kræver det jo selvfølgelig også en datter man kunne vise frem. Så høje karakter i skolen var et must og klavertimerne en påtvungen fornøjelse. Og samtaler/undervisning omkring opvækst, kærlighed og seksuelle lyst var intet eksisterende.

Helt klassisk – blev jeg selvfølgelig lidt af en rebel da jeg blev teenager, for nu skulle jeg bryde ud af det følelsesmæssige fængsel – eller mangel på samme. Mine forældre havde det enormt svært i den tid – jeg blev netop alt det de ikke ville have jeg skulle være. Det var jo ikke acceptabelt at deres datter havde blåt hår og gik i hængerøvsbukser – nu kunne de jo ikke vise mig frem længere. Denne adfærd blev selvfølgelig også afstraffet med flere udgangsforbud og utallige trusler om stuearrest.

Det var egentlig først efter gymnasiet, at forholdet til mine forældre blev mere normaliseret uden den evige kamp om at bestemme hvad jeg skulle.

Jeg har altid klaret mig ganske fint i skolen karaktermæssigt, og har i dag både en bachelorgrad og en master-overbygning.
Selvom jeg i skoletiden altid var bange for, at komme hjem og vise karakterbogen til mine forældre – i frygt for at de ville blive skuffet over mig – så har det på sin vis givet mig et skub senere i livet.
For som min mors motto altid har været: ”Hvis du skal være noget – så vær den bedste!”.
Og på mystisk vis har dette udsagn, for mig, både været et traume, men samtidig også en gave, da jeg deraf har haft gåpåmodet til at få mig den uddannelse jeg gerne ville have.

Q: Hvad husker du tydeligst fra din opvækst?

Det jeg husker mest er meget alenetid. Både udendørs, men bestemt også på mit værelse. Om det var selvvalgt eller bare en accept, er jeg faktisk ikke klar over.

Jeg var utrolig genert og stille. Blev ofte mobbet i skolen for at være anderledes og blev kaldt stræber, og tårer efter skoletid var ikke et ukendt fænomen.

Der er dog ét minde som stadig lyser op; allerede som 11-12 årig skrev jeg et langt brev til min far og spurgte hvorfor han ikke kunne sige at han elskede mig. Jeg hungrede efter bekræftelsen på kærlighed og anderkendelse fra ham, men fik den aldrig. Han var/er en hårdtarbejdende alfa-han, hvor følelser ikke er noget man snakker om.

Til gengæld fik jeg rigeligt med materielle gaver fra ham, og hvis jeg var ked af det og ville snakke med ham, købte han mig i stedet en ny trøje eller barbiedukke. Det er i bund og grund en underlig følelse at være rig på materielle goder og ludfattig på følelsesmæssige værdier.

Q: Hvad sker der af markante ting, som har præget dit liv?

Mine første kæreste jeg havde efter teenagealderen, da jeg var ca. 19-21, var en mand, som jeg nu kan se ligner min far og hans reaktionsmønstre. Han var totalt dominerende, helt ned på det niveau at han bestemte om jeg skulle gå med make-up eller ej, og hvilket tøj jeg skulle have på. Her blev der også udstedt udgangsforbud, hvis han synes der var en fest eller andet jeg ikke skulle deltage i. Alt jeg skulle foretage mig krævede en tilladelse. Mine veninder hylede selvfølgelig op og prøvede at få mig til at forstå sandheden, men jeg var virkelig ikke i stand til at se det. Jeg tænker i dag at det vel var fordi at det var jeg vant til – det var kendt.

Efter jeg endelig kom ud af hans klør, fra jeg var 22-25, var jeg bartender på et diskotek. Jeg festede stort og mænd og såkaldte forhold, var noget som jég skulle styre. Og hvis det ikke passede mig det de sagde eller gjorde, så var jeg den der var smuttet – til tider ganske ufølsomt over for dem.
Jeg fik også kaldenavnet: “Isdronningen”.
Underligt nok var jeg ganske stolt af dette navn – det gav mig en vis tryghed – og heldigt for mig, så turde de fleste mænd ikke nærme sig.
Jeg har hørt fra flere, at de følte sig intimideret af mig og min store personlighed, så de turde ikke komme tæt på. Det har jo nok medført ret så meget ensomhed og ingen eller kun lidt kærlighed.

På et tidspunkt møder jeg en mand, som ser igennem alle mine panserplader. Vi forelsker os dybt og for første gang føler jeg mig rigtig set, forstået og elsket. Jeg efterlod mine panserplader ved hans fordør og vi byggede et liv sammen.
Et års tid før vores aftalte bryllup, erklærer han så pludseligt, at han ikke længere er interesseret i vores forhold, og det hele slutter så koldt og hurtigt.

I de efterfølgende år, var hovedtemaet i mit liv: “Jeg er ikke god nok.”

I den pulje fulgte også en masse vrede og depression – vred på livet. Ked af livet. Og manglende lyst til at være i livet, da jeg ganske simpelt ikke kunne se noget formål med det. Det hele blev krydret med ture til psykiater og antidepressive midler. For sådan virker samfundet jo i dag – er der et problem? Ta´ en pille.

Og her var min ”rock bottom” – jeg havde simpelthen mistet lysten til at leve.

Lige siden barndommen, har ordene i mit hovedet altid været; Du er ikke god nok.
Og uanset hvor høje karakter man får og hvor meget mærketøj man køber, og hvor meget anderkendelse man får fra sin chef, eller hvor mange fyre der synes man er pæn og lækker, så er det lidt ligesom at stille sin sult ved at klistre maden udenpå maveskindet. – Det har nul effekt. Du bliver ikke mæt.

Så hvad var det lige formålet med livet var?

Q: Hvad var sværest ved at være dig?

Det har været enormt stressende hele tiden at skulle prøve at være den bedste (som min mor sagde) – det er jo umuligt. Så at prøve at opnå noget der er umuligt – det er søreme svært!

Men det har påvirket mig hele livet – og jeg skal stadig tage mig selv i at hungre efter anerkendelse og kærlighed fra andre. Det er til tider meget frustrerende at jeg har så svært ved at slippe det.

Q: Hvilke erkendelser har du gjort dig i din proces?

Den største erkendelse er nok at jeg endelig har forstået at min glæde kun er i min egen magt.

Det nemmeste jeg nogensinde har gjort var at sige jeg var nedtrygt pga. en eller anden ydre faktor. Det sværeste jeg nogensinde har gjort, var at se mig selv dybt i øjnene og indse at det er noget jeg selv har valgt. Jeg har selv valgt offerrollen, jeg har selv valgt at blive deprimeret over manglende kærlighed i livet, jeg har selv valgt….

For hvis man virkelig tænker over det, så er det hele et valg. Hvis jeg nu valgte at give en person en kompliment, så ville vedkomne højst sandsynligt vælge at blive glad og føle sig flatteret. Hvis jeg derimod valgte at sige noget negativt om en person, ville vedkomne højst sandsynligt vælge at reagere med negative følelser, enten ved at blive ked af det, eller måske gå i forsvar. Men begge situationer er stadig et valg.

Jeg har erkendt at glæde er noget man selv vælger. Jeg vælger selv hvordan jeg vil reagere på en given situation. Så hvorfor ikke vælge glæden?

Hvis jeg er utilfreds med noget, så vælger jeg noget andet. Ofte når jeg står overfor et valg, stiller jeg mig selv et par hurtige spørgsmål:
Vil min beslutning bringe glæde til mig og dem omkring mig?
Hvis svaret er ja, så kan jeg roligt tage den beslutning. Hvis svaret er nej, så er det formentlig ikke den rigtige beslutning.

Nogle gange er glæde også en langsigtet proces – f.eks. ved bekendtskaber der afsluttes; lige nu føles det ikke rart, men på sigt at det måske den bedste beslutning for begge parter, da forholdet lige nu sænker energi i stedet for at løfte den.

Derudover har jeg efterhånden lært at se på mine oplevelser som en gave. Uden dem havde jeg ikke lært det jeg skulle lære, og så var jeg ikke den jeg er i dag – så i stedet for at føle had til fortiden, er den nu årsag til min største taknemmelighed.

Jeg har lært at jeg ikke har behov for ekstern anderkendelse og kærlighed – disse skal komme indefra.

Q: Hvad gør du i dag for at finde og bevare din livsglæde?

Det der virker bedst for mig i fx en ubehagelig situation, er at jeg tager et skridt tilbage og prøver at se episoden som en tilskuer og ikke som hovedpersonen. Overvejer mine valgmuligheder, og vælger så den løsning der giver mest mulig glæde til både mig og dem omkring mig.

Jeg prøver mest muligt at vælge at undgå at blive; skuffet, ked af det, vred, føle sig trådt på osv. For alle de følelser/reaktioner er stadig noget jeg vælger – det er stadig mit valg om jeg vil reagere således.

Derudover har jeg indført meditation i min dagligdag. Det giver mig en masse ro og overskud, det har afhjulpet min vrede, og min utålmodighed – eller mangel på samme – er jeg blevet bedre til at styre.

Der er selvfølgelig lang vej endnu før alle de negative reaktionsmønstre kan fylde mindre – men at indføre ”valg” er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Q: Hvad er dine bedste råd til andre, der oplever lignende smerte i livet?

Tålmodighed.

Det tager enormt lang tid at vikle sig selv ud af sit eget tankespil, og indse at man rent faktisk har muligheden for at vælge anderledes – men det kræver først og fremmest at man tør stille sig foran spejlet og indse at de negative tanker er nogle man vælger. Jeg taler selvfølgelig ikke om sorg og tragiske begivenheder, men om hverdagens tankemylder, som i sidste ende er ens største fjende.

Og så huske på, at uanset hvilke eksterne goder man får i livet; job, penge, kærlighed osv. så skal de ikke være grunden til at man er glad – du skal være glad fordi du vælger at det vil du gerne være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *