Kender du det med, at stå i nogle situationer, hvor du bare bliver fyldt godt op af negative eller svære følelser?

De kan næsten tage styringen fra dig?
Og du vil gerne få dem til at forsvinde?

Det er faktisk de negative følelser der gør, at du har svært ved at tackle din kollegas opførsel?

Lær en simpel & effektiv øvelse til at tæmme følelserne & hvile i dig selv under pres.

Forestil dig et pendul, som svinger fra side til side. For at det kan svinge, så skal det bevæge sig fra den ene side til den anden. Det kan ikke bare nøjes med at svinge til højre og stoppe brat midt på. For at den cykliske bevægelse skal være komplet og fuldendt, samt skabe momentum nok for at pendulet kan svinge retur til den anden side, så skal et pendul bevæge sig i hele dets bevægelighed.

Sådan er det også med livet – det svinger frem og tilbage, fra side til side. Og sådan er det også med følelser.
De kommer og går. De svinger fra at være rare til at være ubehagelige. Det er uundgåeligt. De svinger præcis som livet. Konstant forandrende i en evig flux mellem positive og negative følelser.

Forskellen ligger blot i, hvordan du vælger at tackle dem mens de står på.

De fleste ved godt, at hvis du prøver at få en følelse til at forsvinde, så bliver den irriterende nok bare værre. Hvis du prøver at flygte fra regningerne, så forsvinder de ikke, du har bare udskudt smerten ved at skulle betale dem.

Nøglen til at komme gennem dem, er at træne dit nervesystem til at kunne forblive roligt, mens følelserne er der.

Det er bare som om, at mange af os ikke tillader og selv, at svinge og være i alle livets aspekter – at svinge i hele livets bredde. Det er som om, at vi helst vil opleve det der er rart, hyggeligt, godt, positivt og ikke har så meget lyst til at bevæge os i begge sider af pendulet.

Lever du kun i den ene side af livet?

Hvis ikke vi tør mærke livet når det føles negativt og lægger låg på følelser vi ikke har lyst til at have, så lægger vi en dæmper på pendulets svingninger…Vi dæmper vores liv…Vi dæmper glæden…

Når vi en gang i mellem bliver presset ud af vores komfortzone – når vores følelsesmæssige pendul svinger længere ud end det plejer og vi rammer en gammel hengemt tilstand, så er det vi reagerer per automatik.

Så det handler om at udvide vores følelsesmæssige kapacitet.

At træne os selv i at mærke de følelser vi nu engang har. Stille og roligt bevæge os gennem arbejdet med at studere os selv. Undersøge vores mønstre og hengemte lag, gennem meditation og stilhed med os selv, gennem nærvær og bevidst observering af vores handlinger til daglig. Lægge mærke til hvordan vi har det – uden at ændre på det.

På den måde kan vi langsomt, venligt og kærligt åbne os for livet. Åbne os for den fuldstændig fantastiske følelse af frihed, som kommer af at stå 100% ved den du er – komme helt dertil hvor vi tør at være sårbare og flyde frit gennem både positive og negative følelser – være som vand, der blot ændrer form alt efter hvad det udsættes for.

” You must be shapeless, formless, like water. When you pour water in a cup, it becomes the cup. When you pour water in a bottle, it becomes the bottle. When you pour water in a teapot, it becomes the teapot. Water can drip and it can crash. Become like water my friend. “

– Bruce Lee

Hvis vandet insisterer på ikke at ville ændre sig når det møder en udfordring, så går det i stykker, så kan det ikke flytte sig…hvis du ikke lader dine følelser flyde frit og tillader dem at bevæge sig i forskellige former i dig, så går de i stykker…du bliver kantet og ufleksibel…

Øvelsen, som jeg har beskrevet herunder, træner dit pendul i at svinge i hele dets bredde – du øver dit nervesystem til at være ‘okay’ med de følelser der nu engang er i dig.

Du lærer at gå med følelserne og forblive neutral mens de sker...

___

Herunder får du beskrevet med tekst, øvelsens opbygning. I den ovenstående lydfil guider jeg dig dog gennem hele øvelsen.

  • Sæt dig godt tilrette på en stol. Start med at mærke stolen du sidder på. Fornem åndedrættet. Bare følg dets helt eget rytme
  • Find en oplevelse frem, som er aktuel i din dagligdag lige for tiden. Noget der får dig til at mærke nogle følelser, som er knap så rare at have.
    Det kan være en kollega, en ven eller irritation over noget, når dine forældre spørger til din økonomi eller når din mand ikke bare lytter, men altid skal komme med løsningsforslag.
    Det kan være hvad som helst – bare noget du ved rykker ved din indre balance, når du møder det i din hverdag.
  • Forestil dig nu den situation du har valgt. Se den for dit indre blik. Måske i billeder eller som en lille film. Mærk de følelser du har knyttet til det
  • Du skal ikke ændre på noget eller få følelserne til at gå væk. Tillad dig selv at mærke det du mærker
  • Træk nu vejret roligt, langsomt og dybt.
    Træk vejret dybt ned i maven, dernæst op i brystkassen. Hold vejret lidt og pust dernæst langsomt ud. Tøm maven og derefter brystkassen. Hold vejret lidt og fortsæt sådan
  • Bliv ved med at tænke på oplevelsen. Se det for dig
  • Fortsæt i omkring 2 minutters tid
  • Langsomt lader du oplevelsen fade væk og fokuserer blot på åndedrættet
  • Mærk den fysiske fornemmelse af at trække vejret
  • Langsomt og roligt når du er klar til det vender du tilbage til rummet du er i

Mærk nu i kroppen – hvordan er der?
Er der ro på? Lethed?
Tænk igen på oplevelsen – måske er den mindre vigtigt – måske har du mindre styrke på følelserne omkring det?
Måske er det egentlig okay nu – sådan lidt ‘pyt’ ?

Den forløsning du nu mærker hvor der er kommet ro på dine følelser, er det der sker, når du trækker vejret med dine følelser uden at ville have dem til at forsvinde.

Sådan kan du bruge åndedrættet til at skabe så meget ro som muligt, mens du er i følelsesmæssig stress.

Share →

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *